Nr. 6 • September 2008


Dette nummer af Litnyt inviterer til
to internationale forfatterbesøg i Odense,
omtaler to fynske litteraturfestivaler
og præsenterer månedens blogger.


Mød den spanske filosof Fernando Savater

Mød den indiske forfatter Anita Nair

Litteratur på aftenskolerne

Poul G. Exner blogger

Fynske litteraturfestivaler

Lyrik for begyndere og let øvede

Kalender

• Nyhedsbrevet som pdf-fil

Litnet.dk




Du siger tit, Amador, at næsten alle dine jævnaldrende ikke interesserer sig et hammerslag for politik og politikere. At de synes, politik er noget pladder, politikerne nogle grødhoveder, der lyver selv i søvne (…) Denne holdning forekommer mig noget alarmerende og – undskyld jeg siger det – temmelig dum. At afvise politik svarer faktisk til at hævde, at en brødrister kun kan bruges til at brænde brødet. Det kan ske, men kun hvis den ikke fungerer, som den skal, eller er gået i stykker. Men vi må også selv holde øje med, at brødskiverne ikke bliver forkullede.
Fra Den politiske brødrister



Mød Fernando Savater

Kom og hør den spanske filosof og forfatter Fernando Savater
Katedralskolen, Jernbanegade 34, tirsdag den 9. september kl. 15.00.

Der er gratis adgang, men tilmelding er nødvendig:

 
 
Navn:  
E-mail addresse:  
Antal deltagere:  
 

Fernando Savater er internationalt berømt for sin evne til at formidle filosofi, så den bliver anvendelig i hverdagen. Han kommer gerne med gode råd om, hvordan man vælger rigtigt i tilværelsen, og går heller ikke af vejen for politiske emner. De to bøger, der gjorde ham verdensberømt, Den politiske brødrister og Tanker fra en kannibal, er kommet i adskillige oplag på dansk. I alt er 9 af hans bøger oversat til dansk, og nr. 10, Det evige liv, udkommer på Rosinante i slutningen af september.
Fernando Savater er blevet sammenlignet med Jostein Gaarder (Sofies verden), fordi de begge behandler filosofi på en uhøjtidelig og humoristisk måde og derfor har fået et stort publikum blandt unge mennesker.
Savater er i Danmark som hovedtaler på IBBY’s internationale børnebogskongres i København den 7. sept. (www.ibby2008.dk). Han deltager desuden i et seminar på Syddansk Universitet, men foredraget på Katedralskolen er det eneste med adgang for alle. Foredraget er på spansk og bliver tolket til dansk, med mulighed for at stille spørgsmål. Savater introduceres af lektor Claudio Cifuentes-Aldunate fra Syddansk Universitet, og Grete Christensen fra Mulernes Legatskole har udarbejdet undervisningsmateriale, som ligger på Skolekoms spanskkonference (det kan også rekvireres ved at maile til litnet@litnet.dk). Arrangementet er støttet af Odense Kommune.


Mød Amita Nair           

Kom og hør en af Indiens spændende kvindelige forfattere, Anita Nair, på Mimeteatret, Vestergade 95, tirsdag den 23. september kl. 19.30.
Anita Nair slog for alvor igennem i 2003 med den internationale bestseller Damekupeen. Romanen er inspireret af en oplevelse, hun havde på en togtur, hvor hun havnede imellem en gruppe kvinder, som ikke kendte hinanden, men i ly af anynomiteten begyndte at fortælle frit om deres privatliv og arbejde i en verden styret af mænd.
Anita Nairs nyeste roman, Mistress, er en kunstnerroman, som sammenfletter en kærlighedshistorie med en fortælling om den indiske dans kathakali, som har ni forskellige aspekter, der kalder på hver sin følelse, fra foragt og sorg til forundring og fred. Romanen udkommer på dansk her i efteråret som Hjertets ni ansigter.
I modsætning til mange andre af de indiske forfattere, der er slået igennem i Vesten, bor Anita Nair stadig i Indien (Bangalore). Hendes bøger har den sansemættede varme og det nærvær, man også kender fra indiske film. Anita Nair bliver interviewet på engelsk af Cindy Lynn Brown (uden tolkning). Litnet byder på indiske snacks, når dørene åbnes kl. 19. Entré: 50 kr. (gratis for medlemmer af Litnet).




Litteratur på aftenskolerne


Folkeuniversitetet byder på fire forelæsningsrækker og to kurser i litteratur med start i efteråret: forelæsninger om nye bestsellere, fortællinger om 11. september 2001, litterære fyrtårne og om krimier samt kurserne fortællinger fra randområderne: stedets betydning i ny dansk litteratur og skandinaviske fortællinger. Se mere her.
AOF og hovedbiblioteket har en bogcafé, hvor bøgerne læses på engelsk, men diskuteres på dansk. Første gang er 16.9., hvor der står Doris Lessing på programmet. AOF tilbyder også et skrivekursus.
Paarup Aftenskole har dels en bogcafé, hvor man mødes og diskuterer både ny og ældre dansk litteratur, dels et skrivekursus, som overvejende foregår via e-mail. Se mere på www.paarupaftenskole.dk under kurser.




Poul G. Exner blogger på Litblog


I september udkommer Poul G. Exners digtsamling Vildfarelsen. I den anledning har Litnet inviteret ham til at blogge om litteratur på Litblog.




Fynske litteraturfestivaler


September byder på ikke mindre end to litteraturfestivaler på Fyn.
Nordfynske Litteraturdage finder sted for første gang. Her optræder Vibeke Marx på Søndersø Bibliotek den 2., Rune T. Kidde på Nordfyns Efterskole den 6., Martin Jensen på Bogense Bibliotek den 8., Vagn Lundbye på Nordfyns Efterskole den 10., Josefine Ottesen på Otterup Bibliotek den 14., Pia Tafdrup på Douglashuset i Morud den 17., Leif Davidsen på Otterup Bibliotek den 24. og Jesper Wung-Sung på Nordfyns Folkehøjskole den 30. Se mere under Det sker her.
Trekantsområdets Litteraturfestival er allerede veletableret og har et omfattende program fra 28. september til 5. oktober. Den fynske del byder på et åbningsbrag med fire forfattere: norske Herbjørg Wassmo (Dinas Bog), svenske Sara Stridsberg (Drømmefakultetet), norske Anne B. Ragde (Berlinerpoplerne) og danske Helle Helle, søndag eftermiddag den 28. Dagen efter kommer Erik Fosnes Hansen (som måtte melde afbud sidste år), tirsdag er det Thorstein Thomsen, onsdag Benn Q. Holm, torsdag Svend Åge Madsen, fredag først Jens Blendstrup og senere Hanne-Vibeke Holst. Alt sammen i Middelfart. Se mere her.




Digte for begyndere og let øvede


Sådan hedder en nytænkende lyrikudstilling, som kommer i Kulturmaskinen i december og januar. Litnet har lavet skolemateriale til udstillingen, såvel til folkeskolen som gymnasiet, og det kan hentes på danskkonferencerne på Skolekom (eller fås ved henvendelse til Nicolai Rekve Eriksen, nicolailitnet.dk).




Kalender


Det sker i Odense i september

Fredag den 5.
Kulturnat i Odense. Bibliotekerne i centrum holder åbent til kl. 22 og har udsendt en særlig folder med deres program for aftenen.

Søndag den 7.
Biblitotekerne skifter til vinteråbningstid. På Holluf Pile bibliotek fejres det med brunch og bogudsalg kl. 12-16.

Tirsdag d. 9. kl. 15.00
Mød den internationalt berømte spanske filosof Fernando Savater på Katedralskolen, Jernbanegade 34. Savater taler ud fra sin bog Den politiske brødrister. Gratis adgang, men tilmelding nødvendig her.

Tirsdag d. 9. – fredag d. 12.
Biblitoteket holder Harry Potter Festival på Flakhaven og rådhuset. Børn i alderen 8-12 kan blive optaget på Hogwarts for en aften, og det hele slutter med en Magisk Markedsdag fredag kl. 13-17. Læs mere på bibliotekets hjemmeside.

Onsdag den 10. kl. 14
Foredrag om Selma Lagerlöf ved Nanna Drejer i Sanderum Sognegård. (Foredraget gentages fredag den 12. kl. 14 i OK Klubben, Vestergade 39.)

Lørdag den 13. kl. 20
Digtergruppen FLY læser op på ARTport, Havnegade 19. Fra FLY deltager Cindy Lynn Brown og Jan Hjort. Gæster er Peter Dyreborg, Gitte Broeng og Mads Mygind.

Onsdag den 17. kl. 19.30
Lewis Carroll skrev Alice in Wonderland, men han var også matematiker. Professor Robin Wilson fortæller om denne side af forfatteren på Syddansk Universitet i lokale U100. Gratis adgang.

Onsdag den 23. kl. 19
Den indiske forfatter Anita Nair, der bl.a. har skrevet bestselleren Damekupeen, fortæller om sit forfatterskab i samtale med Cindy Lynn Brown. Sted: Mimeteateret, Vestergade 95. Det foregå på engelsk. Entré: 50 kr. Gratis for medlemmer af Litnet.

Fredag d. 26. kl. 19.30
Beatpoeten og spoken word-kunstneren Claus Høxbroe optræder sammen med musikerensemblet 1. TH på Musikbiblioteket. Lyden spænder fra klezmer og balkan til tango og jazz, og teksterne tager arven op fra Dan Turèll og Allen Ginsberg. Entré: 65 kr. (forsalg)



Det sker i Odense i oktober

Onsdag den 15. kl. 14.30
Annelise Arnstrup holder foredrag om Den evigt kæmpende Thit (Jensen forstås) i Hans Tausens Kirke på Rugårdsvej. Gratis adgang.

Tirsdag den 21. kl. 18.45
Vitalismen i ord, billeder og musik på Hovedbiblioteket i anledning af Livslyst på Fyns Kunstmuseum.

Tirsdag den 21. kl. 19
Lars Johansson fortæller ud fra sin bog Signe og filmen Den tyske hemmelighed på Dalum Bibliotek.

Torsdag den 23. kl. 20
Helle Helle læser op og fortæller om sit forfatterskab i samtale med litteraturforskeren Benedikte Fogh Rostbøll. Mimeteatret. Entré 50 kr. (gratis for medlemmer af Litnet).

Torsdag den 23. kl. 20
Forfatteren Iris Garnov fortæller En utrolig historie i Paarup Sognegård. Entré 50 kr.



              Nyheder til LITNYT kan sendes til litnytlitnet.dk



Du kan tilmelde dig Litnets nyhedsmail her:

Navn:  
E-mail addresse:  
Tilmeld   Frameld